Men der er jo ingen af os mennesker der er specielt kærlige af natur. Jo, vi kan da være søde og rare mod familie og venner det meste af tiden, men det er håbløst utilstrækkeligt over for Guds krav om absolut kærlighed til alle, hele tiden.

For det er det Gud kræver af os: Fuldkommen, ubegrænset, stadig kærlighed. Det kan vi ikke leve op til, og det ved Gud godt.

De fleste religioner går ud på at mennesket ved diverse handlinger skal behage guden, som så vil belønne dem på en eller anden måde. Men sådan er kristendommen ikke. Gud ved alt om vores utilstrækkelighed. Han ved at vi umuligt kan leve op til hans krav.

Omvendt kan han ikke slække på sine krav; han er ikke til at forhandle med og går ikke på kompromis når det gælder ønsket om kærlighed. I stedet har han gjort noget andet: Han blev selv et menneske og lod sig føde af en kvinde. Jesus var alt det et menneske bør være: Kærlig, hjælpsom, omsorgsfuld, og helt uden ondskab.

Her kommer så kristendommens mest grundlæggende troslære: Vi mennesker fortjener straf fordi vi ikke er gode nok. Men i stedet for at straffe os, lod Gud Jesus (som ikke havde gjort noget galt) straffe. Gud tillod at Jesus blev torteret og henrettet, og ved den handling påtog Jesus sig den straf som retteligt tilkom os.

Med et lidt plat billede: Forestil dig at du er i retten, anklaget for at køre over for rødt lys. Dommeren kender dig og elsker dig og ønsker ikke at dømme dig, men omvendt er han retfærdig og kan derfor ikke lade dig slippe. Kun på én måde kan både hans retfærdighed og hans kærlighed finde udtryk: Han dømmer dig, men betaler selv din bøde ud af sin egen lomme.

Det var det Gud gjorde ved Jesu død. Med Jesu smerter og lidelser blev bøden for din og min utilstrækkelighed betalt.

Tilbage står så kun at sige tak. Gud har bragt det yderste offer for din skyld. Om du så havde været det eneste menneske på jorden, var Jesus alligevel frivilligt gået i døden for din skyld. Vil du sidde det overhørigt?

Hvad nu?