100_0317.JPG
Hvis Gud eksisterer, hvorfor viser han sig så ikke?

Spørgsmålet bliver stillet på mange forskellige måder:

  • Hvis Gud gerne vil have at vi skal tro på ham, hvorfor beviser han så ikke sin eksistens?
  • Hvis Gud gerne vil have at vi elsker ham, hvorfor har han så ikke bare skabt os så vi automatisk gør det?

Heller ikke på dette spørgsmål er der noget klart svar at give.

Jeg tror forklaringen ligger at finde i kærlighedens natur. Frem for alt ønsker Gud at vi skal elske ham (og dermed naturligvis også elske alle vore medmennesker).

Men kærlighed skal være frivillig. Du kan ikke tvinge et andet menneske til at elske dig. Hvis du har tilstrækkelig megen magt, kan du måske tvinge et andet menneske til at opføre sig som om det elsker dig, men det vil ikke være kærlighed, for kærligheden udspringer af et frivilligt valg.

Naturligvis kunne Gud have skabt os så vi lydigt blindt lystrede ham. Men det ville have gjort os til viljeløse robotter. I stedet besluttede han at give os muligheden for at vælge. Vores kærlighed til ham (og dermed vores tro på ham) blev derved en frivillig sag - han tvinger os ikke.